Digital Alzheimer?

Tags

I udenlandske medier skrives der for tiden om unge mennesker, som glemmer meget. Og om, at nutidens unge bruger mobiltelefonen til at huske telefonnumre og aftaler. Om at vi bruger GPS for at huske vejen. Om at vi bliver så oversvømmede med information, at vi tyr til stadig flere digitale værktøjer for at huske. For en del mennesker er det her problematisk, og læger har givet de værste tilfælde et navn: Digital Alzheimer’s Disease.

Jeg mener, at mange er overbekymrede for deres hukommelse. Når vi hilser på folk, er vi ofte så optaget af at give et fast håndtryk, smile og give et godt førstehåndsindtryk, at vi ikke opfatter navnet. Faktisk er vi ikke så dårlige til at huske navne, problemet er bare, at vi ikke opfanger det. For at huske noget skal vi opfange det, der skal huskes. Vi kan ikke glemme noget, som vi ikke har opfanget.

Et andet problem er, at vi ikke forsøger at huske, vi skriver det bare ind på mobilen. Men hvis man kan kalde de værste tilfælde af glemsomhed for yngre digital Alzheimer, så tror jeg også, at det hurtigt kan kureres. Det kan sammenlignes lidt med en lommeregner. Jeg havde feriejob i en bank og brugte lommeregneren flittigt. Til sidst havde jeg brug for lommeregner til selv de simpleste regnestykker. Efter et stykke tid besluttede jeg mig for igen at regne i hovedet. Det tog lidt tid, men efterhånden gik det fint. Giv hovedet og hukommelsen en chance. Vi husker utrolig godt, hvis bare vi forsøger. Ligesom i gamle dage, hvor du kunne masser af telefonnumre udenad. Læs kortet og planlæg din rute, inden du tænder for GPS’en. Brug gerne digitale hjælpemidler. Men ikke til alt.

Jeg har en teori om den mest almindelige årsag til glemsel, noget jeg kalder autopilot-problemet. Vi mennesker går meget på autopilot, og sådan skal det være. Vi kan ikke gå rundt og tænke ”nu skal jeg flytte højre fod frem, nu skal jeg flytte venstre fod frem”. Ved at gøre ting på autopilot kan vi frigøre vore tanker til andre ting. Men vi går på autopilot på godt og ondt. Vi kommer nemt til at glemme paraplyen, fordi den ikke er en del af vores autopilot.

På køreskolen lærte vi at anvende blinklys selv på de mest øde steder, hvor der ikke var andre biler i miles omkreds. Ved altid at anvende blinklys bliver det en del af vores autopilot. På den måde behøver vi ikke at huske at anvende blinklyset. Vi gør det automatisk. Derfor er det en god idé at forsøge at lægge de ting, du vil huske, ind i din autopilot.

Mennesker har altid gået på autopilot, men i dag går vi måske på stresset autopilot. Men du behøver ikke være bekymret, hvis du glemmer en aftale eller glemmer at poste brevet, fordi vores autopilot er stærkere end vores hukommelse. Selv memoteknikker vinder ikke altid over autopiloten. Men du kan overvinde autopilot-problemet ved at være klar over det. En anden måde at huske på er at reducere mængden af det, der skal huskes. Læg mobil, lommebog og nøgler på samme sted. Vi, der konkurrerer i hukommelse, forsøger altid at reducere mængden af det, der skal huskes, til et minimum. Fordi det altid er nemmere at huske lidt end meget. Mennesker i dag har mange genstande at huske, mange ting at huske. Så kommer vi også til at glemme mere.

Brug hovedet, brug hukommelsen. Lad være med at slukke for hovedet, selv om du tænder for GPS’en.

More Posts For You